Stutteri Tranegilde – en passion, der går i arv

Historien om Stutteri Tranegilde begyndte i 1991, da Frede og Karen gerne ville købe nogle gode ponyer til deres døtre, Sofie og Ellen. Valget faldt hurtigt på shetlandsponyerne, som familien forelskede sig i. Men selvom ponyerne var små og charmerende, var det vigtigt, at de også havde noget at byde på rent brugsmæssigt. De skulle have gode bevægelser, et godt temperament og lysten til at arbejde.

Frede Petersen & Abildores Vera

Det blev starten på stutteriet og på en interesse, der siden har fulgt familien gennem flere årtier.

Gennem årene er det blevet avlet mange dejlige shetlandsponyer på Stutteri Tranegilde, heriblandt de to kårede hingste Tranegildes Ivanhoe og Heros Tranegilde. Avlen fyldte meget i hverdagen, og ponyerne blev en naturlig del af familielivet.

I 2003 mistede vi Frede, og i takt med at Sofie og Ellen blev ældre, ændrede livet på stutteriet sig også. Avlen af shetlandsponyer ophørte, og de sidste shetlandsponyer blev solgt. Men hesteinteressen forsvandt bestemt ikke. I stedet fortsatte vi med avl af større ponyer og heste, som pigerne kunne bruge til deres videre ridekarrierer.

Det blev begyndelsen på mange nye oplevelser. Gennem årene har hestene blandt andet ført til danmarksmesterskaber i flere discipliner, internationale stævner og deltagelse ved UVM i military i Frankrig. Det har været en spændende rejse, som har givet os masser af erfaring med avl, træning og konkurrencesport. Og selvom hestene blev større, var glæden ved at udvikle gode ride- og sportsheste i bund og grund den samme som dengang, det hele begyndte med shetlandsponyerne.

Sofie L. Teglbjærg & Cocktail Imperial CIC3* 2017 i Everswinkel GER

I 2022 vendte Shetlandsponyerne tilbage til Tranegilde. Karen gik på pension og fik igen tid og mulighed for at fordybe sig i ponyerne. Hun købte en flok Shetlandsponyer, hvoraf nogle bar blodlinjer tilbage til stutteriets oprindelige avl. Senere er der er også kommet Dartmoorponyer til stutteriet.

Tilbage, hvor det hele begyndte

Bådsgårds Anton 2026

Det var noget særligt at vende tilbage til den race, som i sin tid havde startet det hele. Samtidig var det også spændende at begynde på ny med mange års erfaring fra avlen af både ponyer og større heste i bagagen. I 2023 ankom den første Dartmoorpony, Gartnergaardens Glycine til stutteriet og drømmen er på sigt også at avle dartmoorponyer i maksmål med godt temperament og kapaciteten til at begå sig på konkurrencebanerne.

I dag har vi 14 Shetlandsponyer og 2 dartmoorponyer, heriblandt to avlsgodkendte shetlandsponyhingste Bådsgårds Anton og Eges Rex, som skal være med til at danne grundlaget for den kommende generation. Vi glæder os til at se, hvad fremtiden bringer, og til at videreudvikle de egenskaber, som altid har været vigtige for os.

Små ponyer med store ambitioner

Hvis der er én ting, der har været gennemgående i vores avl gennem årene, er det ønsket om at avle ponyer, der kan bruges til noget.

Sandøs Gefion 2023

Da Sofie og Ellen var små, var det vigtigt, at ponyerne var gode rideponyer med et godt sind og lyst til at arbejde. I dag bruger vi ponyerne til lange liner og kørsel for vogn, men grundtanken er stadig den samme. Vi ønsker ponyer, der både har et godt temperament, en stærk bygning, gode bevægelser og arbejdsvilje.

Vi synes, at både shetlandsponyen og dartmoorponyen har et stort potentiale som brugspony, og vi vil gerne være med til at vise, hvor alsidig racerne kan være. For os handler avl ikke kun om at opnå et bestemt udseende, men om at skabe ponyer, der fungerer i praksis, og som har lyst og evner til at arbejde sammen med deres kusk eller rytter.

Bådsgårds Anton 2026

Derfor kigger vi også på bevægelserne med et særligt blik. En god skridt og trav er naturligvis vigtige, men vi mener også, at galoppen fortjener opmærksomhed. Når vi gerne vil se shetlandsponyerne og dartmoorponyerne konkurrere på lige fod med andre racer i kørsel, er det vigtigt, at de har bevægelser og kapacitet til at følge med. Det kræver, at vi tør tænke på tværs af de traditionelle forventninger og holde fast i, at en god brugspony skal være en helhed.

Vi vil gerne avle ponyer, som både kan klare hverdagens arbejde og udvikle sig til at præstere på konkurrencebanerne. Ponyer, der er rare at arbejde med, har lyst til opgaven og samtidig besidder de fysiske kvaliteter, der skal til for at nå langt.

En historie, der fortsætter

Ellen og Bakkens Lone

Når vi ser tilbage på historien om Stutteri Tranegilde, er det egentlig lidt sjovt at tænke på, at det hele begyndte med et ønske om at finde nogle gode ponyer til børnene. Siden har interessen udviklet sig, ponyerne er blevet skiftet ud med større heste og tilbage igen, og vi har fået oplevelser, vi aldrig ville have været foruden.

Men på mange måder er vi tilbage ved udgangspunktet. Vi er stadig optagede af kvalitet, temperament og brugsegenskaber, og vi har stadig lyst til at se, hvor langt vi kan nå med de ponyer, vi avler.

Med 12 Shetlandsponyer, 2 dartmoorhopper og to avlsgodkendte shetlandsponyhingste på stutteriet glæder vi os til de kommende år og til at følge de næste generationer. Vi håber, at vi kan være med til at vise, at shetlandsponyen og dartmoorponyen er meget mere end en sød lille pony – de er alsidige og arbejdsomme ponyer med masser af potentiale.

For os er det netop dét, der gør arbejdet med racerne så spændende. Og måske er det også derfor, vi er vendt tilbage til shetlandsponyerne og har kastet os ud i avl af dartmoorponyer: Fordi glæden ved de små, robuste og arbejdsvillige ponyer aldrig helt forsvandt.

Sofie og avlshingsten Furie v.d. Schaapskooi


Kontaktoplysninger

Du er altid velkommen til at følge vores hverdag på de sociale medier eller at kontakte os via mail:

Scroll to Top